Jeg må desværre krybe til korset og bekende at jeg er begyndt at tage stoffer. De har taget overhånd.. men de er simpelthen bare så fede, jeg kan ikke få nok. Det er et trip som slår alt jeg har oplevet indtil i dag. De har alle forskellig indvirkning på mig.. nogle dage føles det som om jeg er i en anden verden, en kold grå anden verden, med meget få farver. Lyset, lydene, maskinerne alt virker så realistisk at jeg er i ekstase.

I går fik jeg mit daglige fix. Det var om natten, som det oftest er tilfældet, at jeg fik mit fix. Efter 10 minutter slog det hårdt. Verden omrking mig skiftede karakter, jeg kunne skifte min eksistens som jeg lystede, jeg kunne mixe alle min færdigheder sammen, så jeg følte mig uovervindelig. Mit syn ændredes hele tiden, alt fik et blåligt skær og jeg kunne se folks aura hvis jeg kiggede på dem. En aura som forfulgte dem, så jeg altid vidste hvor folk opholdt sig, ingen skulle undgå mit syn. Jeg indledte en syg jagt efter disse auraer, jeg ville samle dem, så jeg kunne hænge en medalje op på min væg. En medalje som beviser at jeg er bedre end alle andre, og som samtidig giver mig mere magt. Folk snakkede til mig, men jeg kunne ikke svare dem, jeg er stum når jeg får mit fix. De gav mig ordrer, gode råd og grinte af mig. Men fordi jeg er lykkelig mens jeg fixer, så er jeg ligeglad med deres latter.. de kan grine alt de vil, jeg får dem ned med nakken alligevel til sidst. Under mit fix er jeg istand til at gøre mig usynlig, jeg kan snige mig ind på folk og iagtage dem uden de ser mig. Nogle gange går jeg så langt mens jeg fixer, at jeg klæder mig ud som andre personer, jeg agerer som dem og går endda så langt at jeg bruger deres navne. Jeg ved ikke hvorfor jeg gør dette, men det føles bare så fedt at overrumple folk, som tror jeg er en anden person. 1 time inde i mit fix i går, begyndte jeg at løbe som en sindssyg. Hurtigere end alle andre, jeg hørte pludselig en stemme omkring mig, en stemme som proklamerede krig og vold, denne stemme forsvandt kun efter en lang løbetur. Stemmen lød ubehagelig kendt, men det var sikkert bare min sindstilstand som drev gæk med mig. Kort tid efter skiftede drugsene igen karakter, fra at løbe som en sindssyg fik min krop lyst til at stå stille. Døre og trapper blev genstand for min nysgerrighed. Jeg sneg mig stille rundt i smalle gange og stillede nogle genstande op, som jeg følte beskyttede mig. Min fantasi løb af med mig igen, så i min rus forestillede jeg mig at jeg havde en genstand som kunne reparere ting. Kasser og andet blev pillet ved... men jeg orkede ikke det grønne skær fra mit apparat.. som ved et simpelt tastetryk ændrede stoffet igen sin karakter, jeg injicerede lidt mere direkte i min hjerne.. Dette medførte dog at jeg så og hørte syner, jeg hørte flere stemmer.. stemmer som fulgte mig,... navne som jeg forbinder med mit drug dukkede op... jeg var sammen med flere mennesker og jeg følte mig tryg. Lysende øjne begyndte at følge mig. men stemmerne beskyttede mig, de talte til mig for at give mig ro... men en stemme gik hele tiden igen.. en ondskabsfuld stemme.. mine øjne kunne ikke fæste sig på stemmernes ophavsmand.. men til sidst så jeg manden som stemmen tilhørte.. han stod over mit gennembankede lig og råbte "BONDERØV"..