Hvis adspurgt, ville du så være i stand til at give de nøjagtige koordinater til det område i hjernen, hvorfra din personlige smag strømmer ud i systemet? Ved du egentlig, hvorfor du mener som du gør? Lad os prøve at spole tilbage til tiden før en bestemt mening fæstnes, tilbage til øjeblikket inden frøet lander i dine tankers muld. Der står vi så i tomrummet og betragter verden med blå øjne, og herfra forholder vi os til det univers, vi uundgåeligt er en del af. Noget sker ude i denne verden, som vi er nødt til at reagere på, og her får vi brug for en mening om hændelsen, til at guide os videre i den rigtige retning.

Meningen begynder at spire frem. Den vokser sig større, får næring i form af bekræftelse og bliver stærkere og mere modstandsdygtig overfor ueniges angreb. Dens rødder graver sig dybt ned og hægter sig fast i områder af bevidstheden som sjældent besøges af tankerne, gråzonerne i hjernebarken, den hvide støj på sindets sendeflade.

En portion af vores meninger kan givetvis være gået i arv fra familiemedlemmer, mens en anden del meget vel kan være kommet af ydre påvirkninger, som smitter af og efterlader mærker på personligheden. Eksempelvis vil en person, som er født og opvokset i en familie som knuselsker Brøndby, nok næppe vokse op og blive dedikeret FC København supporter. Pointen er, at man ikke fødes med en mening. Man kommer ikke blæsende ud af bugen på mor udstyret med skarpe albuer og en holdning til enhver problemstilling i universet. Disse støder først til senere, når man begynder at definere sig selv ud fra sine omgivelser. De store, tunge meninger ankommer langsomt, som psykiske supertankere med lastrummene fulde af fordomme.  Når en af disse smider ankeret på dybt vand, vil man ofte se sig selv stå overfor en modsætning, en tese og en antitese.

Således tager mennesket oppakningen med på ryggen, når det drager ud i verden, og alt hvad det stifter bekendtskab med, bliver konstant scannet og kørt igennem et filter af prædefinerede holdninger, et slør som gør, at man ikke altid ser tingene, som de rent faktisk er. Hvis man hører ordet ”Vollsmose”, vil ordet ”ghetto” ofte komme i kølvandet, og dernæst kickstartes en associationskæde af negativer. De flettes sammen på et splitsekund og fordommen skal derefter have cirka 15 minutter ved høj varme, så er den klar til servering. Kæden kan også være positivt ladet, selvom de negativt vægtede ofte har en mere fremtrædende rolle i det mentale musikstykke.

Emner som for eksempel religion kan være de rene krudttønder, især hvis man tillader sig at sætte spørgsmålstegn ved dem. Hvorfor? Igennem religionen skabes en identitet. En person kan derfor gå fra at være en købmand til at være en kristen købmand, hvis vedkommende vel at mærke ønsker at skilte med tilhørsforholdet. Hvad er det der sker, i det sekund han bekender kulør, og melder ud at han er kristen? Det er ikke så meget det, at han er kristen, som man forholder sig til, det er snarere alt det, han dermed ikke er. Her spiller perspektivet også ind, for det er sandsynligvis kun andre grupperinger, som også vægter netop religions-værdien højt, men som har et andet udgangspunkt og dermed står på den anden side af det imaginære skilt, der overhovedet vil vælge til eller fra på præcis dette grundlag. Andre grupperinger vil måske føle, at købmanden i så fald ikke er én af ”deres egne” – måske vil dette komme til at koste kunder. Hvorfor? Ønsker folk ikke at handle med én, som ikke betragtes som en del af flokken? Eller stikker det endnu dybere? Er det i virkeligheden fordi købmanden stiller et skilt op, hvor der står; ”Jeg er ikke dig”?

Modsatrettede meninger er noget af det, som virkelig kan få folk op af stolene, og forklaringen på dette skal findes på øverste etage. Amygdala kunne sagtens være navnet på et eventyrligt rige i en Astrid Lindgren-roman, fyldt til bristepunktet med løvehjertede brødre og grusomme drager. Virkeligheden er dog, at amygdala er et område i hjernen, som råder over frygt og forsvarsreaktioner. Centrets opgave er at sørge for, at selvopretholdelsen ikke er i fare, og derfor betyder det også, at når noget vurderes til at være en trussel, så springer amygdala på banen og sparker en proces i gang i kroppen, der bedst kan betegnes som forsvar. Reaktionsmønsteret som væves i dette center ændres sjældent, og rent grundlæggende er det barnligt, da centret står færdigt i menneskets andet leveår, og derfra ikke vil udvikle sig yderligere. Derfor er impulserne fra centret heller ikke noget, man umiddelbart vælger at overhøre, da de er en grundlæggende del af menneskets hjerne, som har været med til at sikre artens overlevelse frem til nu.

På baggrund af personlig erfaring og modenhed vil man dog være i stand til at tilpasse reaktionen, så den stemmer overens med det reelle trusselsbillede, selvom der naturligvis ikke er nogen regel uden undtagelser. Disse undtagelser kan man ofte se i aktion på spilrelaterede hjemmesider, hvor en debat på grund af enkelte sætninger kan køre helt galt og ende i det rene vrøvl. Især hvis én part føler sig angrebet af den anden, for da vil amygdala køre hele arsenalet i stilling og gøre klar til skyttegravskrig. Dette kan få tilsyneladende raske, velfungerende individer til pludselig at opføre sig som rabiesramte, frådende primater. Man skal dog lige være opmærksom på, at man ikke er frataget ansvar for sine handlinger, blot fordi hjernen har et område, som er gearet til at imødegå udefrakommende meninger med en fjendtlighed som matcher graden af selvtillid.  Dette må man være klar over, hvis man vælger at vove lidt af sig selv, og lægge sin holdning ud til offentligt skue.

En anmelder sidder ikke med den universelle sandhed, vedkommende er et menneske og er derfor udstyret med nøjagtig de samme åndelige værktøjer som alle andre. Skribenten fik ikke i livmoderen overrakt de vises sten eller er fra naturens side velsignet med en abnormt stor hjerne. Hvis vi taler ego og hoved, kan det selvfølgelig straks være en anden sag. Pointen er, at en anmelder sjældent bør tilskrives evner ud over det normale. Det man ser, når man læser en anmeldelse, er en uundgåeligt subjektiv vurdering af et givet produkt. Meningen om produktet dannes ud fra en række erfaringer og analytiske værktøjer, som kritikeren har med i rygsækken, den skabes ikke i et magisk hjørne af Narnia, hvorfra man kun kan rejse på ryggen af en enhjørning.  Det er i øvrigt ligeledes værd at notere sig, at anmelderen er et menneske og således også udstyret med den fabelagtige amygdala-applikation installeret fra start. Sagt med andre ord: den energi du modtager, vil være et ekko af den du har sendt af sted. Derfor: hvis du tackler andre meninger hårdt, bør du ikke forvente at blive gnubbet med silkehandsken.

Meninger kan også være med til at sløre udsigten. Et standpunkt kan hurtigt vise sig at blive en højt hævet piedestal, hvorfra det er uendelig svært at se detaljerne, netop fordi man - ved at indtage samme - fjerner sig fra det ene sted, hvor udsynet ikke er generet af skarpkantede holdninger, ens egne såvel som andres. Når man mærker indre modstand imod et emne eller en holdning, vil det derfor være gavnligt at træde et skridt ud og tænke over hvorfor tingene forholder sig som de nu engang gør, og hvorfor man fristes til at reagere så skarpt – og helst før man farer i keyboardet.  Set udefra er Playstation 3 og Xbox 360 for eksempel begge to konsoller med nogenlunde samme udvalg af spil. For velbevandrede spillere er forskellen dog signifikant, og hvis man tilslutter sig den ene lejr, vil påstanden om, at konsollerne skulle ligne hinanden være det rene vrøvl. Den eneste forskel på disse opfattelser, er imidlertid perspektivet der kigges fra, og vægtningen af en holdning til spillekonsoller og gaming.

Det er heldigvis ikke farligt at tillade andre mennesker at have deres holdning, det er tvært imod med til at give verden farve og dybde. Når man giver andre plads, skabes der samtidigt et rum, hvori de forskellige meninger får lov at boltre sig, og ultimativt skaber denne rummelighed forståelse.

Det er i hvert fald min mening. Hvad mener du?