Man kan ikke afgøre et givent emnes dybde alene ved at danse lidt på overfladen, hvis man i sandhed ønsker at forstå tingenes sammenhæng, er man nødt til at hoppe i med begge ben og dykke ned til bunden.

Med indsigt kommer forståelse, og i kølvandet på begge kommer accept. For et par år siden havde jeg et par gæster på besøg i mit hjem, en mand og en kvinde. Sidstnævnte fik inden længe øje på min konsol, en Playstation 3, og vendte sig straks imod mig og spurgte grinende ”Er det en Playstation du har der?”

Jeg tænkte ikke nærmere over det, da jeg jo af indlysende årsager ikke kunne læse hendes tanker, så jeg bekræftede derfor hendes spørgsmål uden at have nogen som helst idé om hvad der fik hende til at grine nærmest overbærende, da hun konstaterede at jeg er indehaver af en konsol.

Vi snakkede om løst og fast, indtil min nysgerrighed drev mig til at genåbne konsolemnet, da jeg hjertens gerne ville vide hvad der fik latteren til at boble frem.

Det viste sig, at hun er af den holdning at det kun er børn og barnlige sjæle, der har behov for eskapistiske slikkepinde i form af tegnefilm, tegneserier, film og spil i enhver afskygning. Hun har selvfølgelig ret til at have denne mening vedrørende nævnte medier, hvis hun blot ville have sat sig ordentligt ind i emnerne før end hun tog ladegreb på fordomsgeværet. For spil er meget mere end blot en sutteklud for sarte sjæle, blændværk i letfordøjelige mundfulde. Inden vi går videre kan du bruge et øjeblik på at tænke over, om du nogensinde har betragtet skakspillere som værende dumme, tilbagestående eller asociale? De hører til i samme kategori som alverdens spillere, ikke bare konsol-, pc eller kortspillere. Alle spillere!

Udgangspunktet i diverse spil er ikke ens, der findes en bred vifte af forskellige termer som klassificerer spillet og dermed signalerer til spilleren, og dennes omverden, at han/hun tilhører et bestemt segment, en bestemt skare af spillere.  Når inddelingen så er sket vil du, alt efter temperament, kunne afgøre dybden af dit engagement.

Hvis du for eksempel er en professionel online pokerspiller, vil reaktionen fra medmennesker oftest være af en anden karakter end den en professionel Counterstrike-spiller møder. Hvorfor? I min optik er begge spillere på lige fod. Pokerspilleren går til det digitale bord med en forudbestemt strategi, nødplaner og en overordnet idé om hvilken retning han/hun ønsker at spillet skal bevæge sig i.

Det samme gør sig gældende for Counterstrike-spilleren, denne skal dog først have koordineret taktikken med et team af medspillere. Man skal planlægge en strategi og derefter bringe planen til udførelse i samspil med sine kammerater. Opgaven er at eliminere det andet hold.

I poker handler det groft sagt om at samle sig en håndfuld kort som, ifølge spillets regler, er bedre end de andre spilleres.

Hvor kortspilleren arbejder alene vil Counterstrike-spilleren typisk være at finde i en alliance bestående af spillere, almindeligvis kendt som en klan.

Kampe i et førstepersons skydespil som Killzone 2 kan være overfladiske, kedelige oplevelser, hvis man løber rundt alene. Er man derimod medlem af en klan og deltager i klankampe, viser spillet sig fra en helt anden side.

Kort fortalt går det ud på at din enhed skal opnå en række mål, hvilket for eksempel kan være at placere sprængstof på en fjendtlig maskingeværstilling. Modstanderens opgave er at forhindre dit hold i at fuldføre missionen.  Ganske som i skak vil du og dit hold have en række muligheder, værktøjer om du vil, som kan benyttes.

At have en plan forud for kampen kan være tungen på vægtskålen. Hvis hver spiller i enheden er klar over hvor han/hun skal stå placeret og hvad der forventes, er holdet allerede halvvejs i mål.

Står holdet overfor en fjende som ligeledes har udarbejdet en strategi for de enkelte runder, handler det om hvem der hurtigst kan tilpasse sig, hvem der hurtigst kan komme med et modtræk. Præcis som i skak handler det om at få modstanderen til at blotte sig og bringe sig selv i en uheldig position, hvorfra du som spiller, kan rykke ind og stramme grebet for til sidst at sætte modstanderen skakmat.

Livet i en klan er dog andet og mere end ”blot” at deltage i slagene online. Alt efter temperament er det muligt at danne nye venskaber, udveksle erfaringer og ideer. Man bestemmer selv hvor dybt det skal stikke og hvad man giver er som regel hvad man får tilbage.

I vores klan, Hunt In Packs, er der repræsentanter fra mere end én generation, vi er en pose blandede bolsjer, som hver især bidrager med et bestemt krydderi. Der sigtes dog ikke efter at vi skal smelte sammen til en homogen masse, vi hylder diversiteten og de muligheder den bringer med sig. Her er man i kontakt med ligesindede som deler ens passion og flere øjne ser som bekendt bedre end få. Nyhedssider bliver nøje studeret og finder man noget spændende, deles det som regel med resten af gruppen.

At følge med i spilindustrien er, på én og samme tid, frustrerende og spændende. Frustrerende fordi ivrige fans af et bestemt format alt for ofte har travlt med at sværte ”modstanderen” frem for at glæde sig over mediets syvmileskridt indenfor de seneste 15 år. I spilverdenen betegnes rabiate tilhængere som ”fanboys”, disse har ingen nedre grænse og går gerne meget langt for at sende mortérgranater imod de fjendtlige stillinger. Således har en masse hysterisk tåbelige diskussioner raset på internettet. Dumhed er et bjerg, og fanboys bestiger deres eget for at kunne se og pege på andres.

Men det er også spændende, fordi der konstant tænkes i nye baner, kreativiteten er i top og vi forbrugere kan se til imens industrien forsøger at forny sig selv.

Da Nintendo i 2006 lancerer deres Wii konsol rammes industrien sidelæns, ingen havde forventet at Nintendos konsol ville tage førertrøjen, men den japanske gigant ramte den perfekte målgruppe; alle. Primært fordi fokus nu flyttes over på lettere tilgængelig spilleglæde og fællesskab frem for at spille med de grafiske muskler. 

At spille kan være mange ting og hver især oplever vi noget forskelligt når vi starter et spil op og fordyber os i det.

Det at spille er for mig at have det sjovt, alene og i fællesskab. Det er at tage udfordringen fra et givent spil op, at nå fra A til B, løse de gåder som spillets udviklere placerer foran mig.  På en måde adskiller det sig ikke fra mormor som hver uge skånselsløst kaster sig over Hjemmet’s kryds og tværs sektion.

Det gøres for underholdningens skyld, for gevinsten ved at kunne knække koden. Ikke dermed sagt at mormor ville nyde at blæse kraniet af en stor, svedig helghast soldat.  Tilfredsstillelsen ved at løse opgaven deler vi dog.

Er der forskel på spillere? Uddyb endelig, uanset hvilken holdning du har. Hvis du har mødt fordomme omkring det at være spiller, må du hjertens gerne fortælle om det. I mellemtiden vil jeg hjælpe mormor med at besejre en lumsk kryds- og tværs.