Move .. Far, move og Børn..
Move - far og børn leger sammen.
Vinteren 2011 byder på en række nye Move spil. Sammen med 2 af mine døtre, på henholdsvis 6 og 7 år, gik jeg i krig med nogle af disse spil. På de følgende sider kan du læse om hvordan familien Bisp på Færøerne, oplevede vinterens nye Move spil.
Eypet & friends
Det første Eyepet er et mine børns favorit spil. De elskede at lege med deres små virtuelle kæledyr. Så jeg var meget spændt på at se deres reaktion med det nye Eyepet spil. I Eyepet and Friends er der mulighed for at lege med to virtuelle kæledyr på samme tid. Det lød som et perfekt scenarie til mine to spilglade piger.
Deres ansigte lyste også meget op, da de så at der var to dyr på skærmen. De havde allerede navne klar til deres nye venner. Men det skulle hurtigt vise sig at det ikke var den helt store succes alligevel.
I det første Eyepet spil foregik alt meget flydende, man valgte sin leg med kæledyret, som så blev loadet ind i baggrunden mens man legede med sit kæledyr. I Eyepet & Friends foregår det slet ikke flydende. Hver gang man har valgt en leg eller lignende, så kommer der en loadeskærm frem. Dette ses ved at et tæppe køres foran skærmen, og man ser nogle film af nogle Eyepets i meget lav opløsning. Disse skærme oplever man ofte, fordi spillet åbenbart er programmeret så det skal loade hele tiden. Er der noget et barn ikke kan lide, så er det at vente. Mine piger har slet ikke tålmodighed til at skulle opleve uendelige load-skærme.
Som om load skærme ikke var nok, så skal man også lytte til en fortæller hver gang man skal prøve noget nyt. Vi valgte at vi ville designe noget legetøj til vores Eyepets. Efter en lang loade pause blev vi præsenteret for en tegnemappe, hvor man kunne vælge en masse forskellige værktøjer. Hver gang vi trykkede på et nyt værktøj , gik fortælleren igang med en flere minutter lang beskrivelse af det valgte værktøj. Mine piger gad slet ikke lytte til ham, men de kunne heller ikke finde ud af at skippe beskrivelsen, fordi der ingen steder var forklaret hvordan dette blev gjort.
Efter et par dages spilletid, har mine døtre dog taget spillet til sig. De har vænnet sig til det nye interface og loadetiderne. De har kreeret forskelligt virtuelt legetøj, legepladser, tegninger og meget andet samme med deres 2 Eyepets. Eyepets & Friends havde åbenbart brug for lidt mere spiltid, før det faldt i deres smag.
Børn: 4/6 move controllere
Far: 2/6 move controllere
Start the Party - Save the World.
Start the Party er helt sikkert mine pigers favorit move spil. Det spil har givet mig og min lille familie mange timers sjov. Vi havde derfor meget store forventninger til fortsættelsen.
I Save the World er der, modsat det første spil, en slags gylden tråd igennem alle mini-spillene. En ond professor forsøger at overtage verdensherredømmet, og man skal sammen med sine venner forsøge at stoppe hans onde plan. Dette gøres ved hjælp af en masse minspil, hvor man bruger sin Move-controller til at bekæmpe professorens aliens, og vinde over sine medspillere.
Mine børn følte sig hurtigt hjemme i spillet, da det ligner det første spil til forveksling. Ingen introduktion behøves, man griber sin Move controller, tager et billede af sig og man er igang. Ved hjælpe af hammer, pistoler, ild, fiskestang og meget mere spillede vi os igennem et par spil. Det fungerede uden problemer. Hurtigt interface, smertefri kalibrering og nemme instruktioner gjorde at børnene jublede meget mens vi spillede.
Desværre kan man i Save The World ikke vælge forskellige sværhedsgrader, så det endte altid med at farmand vandt alle spillene. I det første spil kunne man udligne aldersforskelle, idet man kunne vælge sværhedsgrad for hver spiller. Farmand måtte derfor trække sig fra spillet hurtigt, og lade børnene og deres jævnaldrende venner spille istedet. Mine børn vandt dog hver gang når der var venner på besøg. Vennerne spillede nemlig normalt på Nintendo Wii, derfor var de vant til at bare vifte controlleren forvirret rundt, istedet for at bruge controlleren ordentligt. Når min 6 årige datter kan slå naboens 10 årige knægt, så ved man at der er stor forskel på konsollerne.
Start the Party - Save the World bliver helt klart familiens nye hyggespil når vi skal have en sjov hyggeaften. Der er masser af forskellige minispil og underholdning til mange timer i det spil, alle kan være med og have det sjovt.
Børn: 6/6 move controllere
Far: 3/6 move controllere
Carrnival Island.
En flyvende ø, med en forlystelsespark som er faldet i søvn. Dette er baggrunden for Move spillet Carnival Island. Man skal som spiller vække alle forlystelser og nogle dyr fra deres dybe søvn. Dette gøres ved at prøve alle forlystelserne på den flyvende ø.
Spillet er i bund og grund bare en samnling mini-spil, som er blevet flettet sammen ved hjælp af en anime lignende tegnefilm. Man bevæger sig rundt på øen og besøger forskellige boder med mini-spil. Man kan skyde efter målskiver, kaste ringe, slå frøer, kaste med bolde og meget mere.
Er man flere spillere så kan man spille en fest spiltype. Der vælger spillet en række tilfældige mini-spil og man kæmper om at få flest point i hvert spil. Vinderen er selvfølgelig den som har flest point til slut. Det var så den spiltype som passede bedst til min familie.
Børnene forstod hurtigt hvordan de forskellige spil skulle spilles, derfor gik der ikke lang tid før vi havde nogle sjove dueller, hvor vi morede os meget. Faktisk gik det lidt for godt, fordi børnene vandt ofte over farmand, hvilket resulterede i store smil.
Spillet gør fantastisk brug af move controlleren. Det føles bare rigtigt når man kaster med bolde og ringe, eller slår med sin virtuelle hammer for at få frøen til at flyve. Move controlleren viser virkeligt hvad den duer til i dette spil. Desværre er kalibreringen af move controlleren ikke god. Mere end en gang gik det så galt med kalibreringen, at vi måtte genstarte Playstation 3 konsollen. Jeg forstår ikke hvorfor det skal være så besværligt i dette spil, når det fungerer ualmindeligt godt i andre spil. De gange hvor kalibreringen lykkedes, var spilglæden dog fuldstændig i top.
Carnival Island overraskede mig meget postitivt. Jeg havde ingen forventning til dette spil, og det endte med at blive mit favorit ud af de spil vi testede til den her artikel. Singleplayer delen tiltalte mig en del, selv om det er lavet til de yngre spillere, så fandt jeg som 36 årig, stor glæde ved at klare de skjulte udfordringer og lege i forlystelses parken.
Børn: 4/6 move controllere
Far: 6/6 move controllere
Dance Star Party
Singstar har været en stor del af vores familieunderholdning derhjemme. Pigerne i huset elsker at give den gas som en miniudgave af Lady GaGa, så udsigten til at de skulle danse til en masse nye sange, fik dem til at juble meget.
Dance Star Party byder på et meget bredt udvalg af sange. Der er alt fra Lady GaGa, LMFAO til Elton John. Med hver deres move controller i hånden, gik mine piger ellers igang med at svinge kroppen til LMFAO´s Party Rock Anthem, hvilket faktisk gik overraskende godt. De klarede fint at følge med danserne på fjernsynet, så fint at de slog spillets indbyggede highscore første gang.
Dansetrinene kræver dog en del plads, så pigerne endte et par gange i små slagsmål om hvor de skulle stå. Endnu værre blev det, da deres klodsede far skulle op og bevæge skankerne. Los del Rio´s 90´er hit Macarena tonede frem på skærmen, og den bevægelsels hæmmede far gik i krig med trinene. I 90´erne mente jeg, at jeg var en stjerne på landets diskoteker, og jeg kunne alle trinene. Da sangen var slut og min score tonede frem, kunne jeg dog se at min hukommelse var lige så god som mine danse kundskaber. Den efterfølgende video af min dans, gjorde også sit til at mine børn sad med tårer i øjnene af grin.
Dance Star Party er sjov for alle aldre. Det er simpelt og alle kan være med, og det er sjovt selv om man ikke er nogen John Travolta eller Rihanna.
Børn: 5/6 move controllere
Far: 3/6 move controllere
Medieval Moves
Sports Champions var det første move spil vi spillede hjemme hos os. Pigerne var begejstrede for den gode styring, og jeg brugte mange timer på at låse op for nye sværhedsgrader og modstandere. Medieval Moves - Deadmund´s Quest er det nyeste move spil fra udvikleren bag Sports Champions, så vi var spændt på at se, om dette spil kunne genskabe den oprindelige glæde ved Move controlleren.
Medieval Moves har en god lang singleplayer del på programmet, desuden byder spillet også på en række korte multiplayer spil. Disse spil er der dog ikke særlig meget indhold i. Man skal bare smadre en masse modstandere med sit sværd, bue og sine kastestjerner. Dette sker ved hjælp af splitscreen, som desværre gør oversigten meget forvirrende for børn.
Pigerne havde ihvertfald meget svært ved at nå særligt langt i spillet, og de brokkede sig over ikke at kunne se hvad de skulle gøre. Der var ikke den mindste glæde at spore hos dem mens de spillede spillet, frustration var der tilgengæld masser af. Farmand bestemte sig derfor til ikke at udsætte dem for dette spil meget længe.
Farmand spillede dog singleplayer delen når pigerne var lagt i seng. Bortset fra lidt lange loadetider og en meget børne venlig historie, så er spillet underholdende. Man styrer ikke sin spiller, al bevægelse forgår på usynlige skinner, move bruges til sværdkampe, bueskydning og til at kaste med kastestjerner. Dette fungerer ualmindeligt godt og præcist, det er tydeligt at mærke og se at det er udvikleren bag Sports Champions som står bag Medieval Moves.
Som singleplayer formår spillet at underholde, men som multiplayer fejler spillet desværre.
Børn: 1/6 move controllere
Far: 3/6 move controllere
After Hour Athletes.
After Hour Athletes er en samling af 3 ældre playstation 3 spil. 2 af disse startede faktisk som normale PSN spil, uden nogen form for Move implementering, hvor det sidste spil er udviklet kun til Move controlleren. Det er tale om High Velocity Bowling, Hustle Kings og Top darts.
Bowling, Pool og Dart er ikke de mest tiltalende spil for 6 og 7 årige piger, så de havde forståeligt nok ikke den store glæde af disse spil. Bowling kender de til fra Nintendo Wii, de sjove Mii´s er dog mere tiltalende for dem, end de spilbare personer i High Velocity Bowling. Pool billard er ikke nemt at forstå som barn, og dart kræver at de skal kunne regne, så spillene faldt slet ikke i deres smag.
Et par mænd og nogle våde sager passer tilgengæld godt til disse "sport" discipliner. Et par venner blev derfor inviteret hjem til mig, så vi kunne teste om Move fungerer som underholdning en lørdag aften.
Normalt vil jeg ikke spille Dart, Pool eller Bowling i mit hjem, da disse ting alle kræver meget plads, og man nemt kommer til at lave huller i vægge og mere. Move og Playstation 3 er derfor den perfekte kombination når man vil underholde sig med førnævnte.
Strike, Bullseye og andre mindre flatterende ord blev ofte råbt i mit hjem den aften. After Hour Athletes fik virkelig den indre lege dreng frem i deltagerne, og alle 3 discipliner fungerede perfekt, selvom man havde indtaget lidt for mange våde genstande.
Børn: 2/6 move controllere
Far: 4/6 move controllere
Move Mindbenders
Lemmings, Echochrome 2 og Tumble udgør endnu en samling Move spil. En samling af spil som kræver fuld koncentration og udfordrer spillerens kreativitet. Igen må jeg her indrømme at mine piger ikke fandt den store glæde ved disse spil.
I lemmings elskede pigerne de små charmende lemminger, men forstod ikke formålet med spillet. Echochrome 2 forstod de slet ikke ideen med, selv de første simple baner forvirrede dem alt for meget. Tumble var tilgengæld lidt nemmere at forstå, og det så ud til de havde det sjovt med spillet. Lige indtil min den yngste pige kiggede på mig og sagde "Skal vi ikke hellere spille Klods Major.?". Da måtte jeg trække på smilebåndet, og resten af aftenen foregik sammen med Klods Major i stedet.
Som den ansvarsbevidste far jeg nu engang er, så måtte jeg hellere teste spillene ordentligt, efter børnene var lagt i seng.
Lemmings er et spil jeg har spillet mange gange på min gamle Amiga, derfor havde jeg ingen problemer med at komme igang med dette spil. Move implementeringen er rigtig god, det fungerer problemfrit. Banerne er udfordrende, der kræves ofte meget kreativ tænkning for at gennemføre med alle Lemmings i live. Lemmings og move er en fin cocktail, det bliver dog hurtigt ensformigt, dette kan dog skyldes at jeg har spillet mange udgaver af spillet igennem mit liv som gamer, så jeg nok er en smule træt af Lemmings.
Echochrome 2 sætter virkelig gang i de små grå. Move controlleren fungerer som en lommelygte, med denne skal spilleren få skyggen af nogle klodser, til at danne en sti, så en lille figur kan nå en udgang. Echochrome 2 gør godt brug af Move, som fungerer problemfrit i dette spil. Puzzle spil fungerer godt sammen med move, og dette spil er ingen undtagelse.
Spillet Tumble er mere en teknisk fremvisning af Move controllerens alsidighed. Med Move controlleren i hånden bygger man tårne af forskelligt formede klodser, eller vælter tårne ved at aktivere bomber og andet. Tumble har flere forskellige gamemodes og der er en del, at gå i gang med. Jeg ser det dog mere som en slags teknik demo, end et decideret spil. Det fungerer godt, men som min datter sagde, så findes der bedre virkelige alternativer, som er sjovere.
Move Mindbenders er sjovt tidsfordriv til en spiller, men for flere spillere er der desværre ikke meget udfordring at finde i denne pakke.
Børn: 1/6 move controllere
Far: 3/6 move controllere
Vinterens Move spil byder på mange timers sjov til hele familien, vi har fået varmen i den kolde færøske vinter, både i form af dans, latter og frustration. Der er spil til både børn, barnlige sjæle og voksne folk imellem vinterens udgivelser. Børnenes favoriter er helt klart Start The Party - Save the World og Eyepet & Friends, hvorimod min egen favorit, blev noget så overraskende som Carnival Island.
Så har du en Playstation 3 med og Move liggende derhjemme, så byder Vinteren 2011 på en række sjove og anderledes oplevelser for hele familien.

