Gaming har altid været en del af mit liv. Selv om jeg er en fyr på 36 år, så har jeg spillet spil lige siden jeg kunne bruge mine hænder fornuftigt. 
 
Min far kom hjem med den første maskine til os. Det var en PONG maskine. Det var high-tech dengang. 2 streger som skal holde en bold, som dengang var en firkant, væk fra sin ende af skærmen. Dette blev gjort ved at dreje på en knap, som styrede stregen op og ned. Det var fascinerende for en ung knægt som mig. Jeg var vant til at se Bud Spencer og Terence Hill uddele tæsk på tysk, jeg var ikke vant til at kunne hoppe ind i skærmen og styre tingene selv.  Så mit lille drenge hjerte forelskede sig i den nye virtuelle verden.

Der gik heller ikke lang tid før denne Pong-maskine blev byttet ud med en ny  maskine. En Atari som havde mere end et spil. Det var simple spil, men det var spil som styrkede ens ungdommelige fantasi. Der skete dog nogle ting i mine forældres liv, som gjorde at spil faldt lidt i baggrunden i nogle år. Spil blev dog aldrig glemt helt. Fordi jeg blev meget syg som dreng. Jeg blev allerede som 2-årig indlagt på Odense Hospital, med en ukendt sygdom. En sygdom som gjorde, at jeg fra alderen 2 år til 9 år, var indelagt mere end halvdelen af de år. Jeg fik en masse gaver mens jeg var indlagt. Deriblandt en masse bip-bip spil, eller det kaldte vi dem. De hed Game & Watch, og det var spil som Donkey Kong og Oil Panic og Donkey Kong Jr. som var de mest eftertragtede dengang.

Men i begyndelsen af 80´erne sad min storebror og bladrede i den blå avis. Få timer efter var han og mine forældre på vej til nordjylland,for at hente det som skulle blive det bedste minde fra min barndom. Han kom hjem med en Commodore 64 med båndafspiller til. Jeg havde kun hørt om denne såkaldte brødkasse, aldrig set den selv. Den blev forbundet til vores gode gamle Grundig TV, og vi gik igang med at ændre vores liv. Den eftermiddag spillede vi Commando, Cauldron og Uridium.

 
Det mest fantastiske ved Commodore 64 var helt klart musikken og demo-scenen. Man købte ikke spil i butikker dengang. Det foregik alt igennem den blå avis eller gul og gratis bladet. Det var en simpel process at kopiere et spil, fordi spillene kom på et ganske almindeligt bånd. Så venner byttede imellem hinanden og man havde altid en masse spil.

Min storebror blev rimelig hurtigt træt af sin Commodore 64. Så jeg overtog den stille og roligt. Jeg fik købt et diskette drev til den, og en STOR bunke spil via den blå avis. Et spil, står mere tydeligt i min erindring end andre.

Året var 1987, mig og en klassekammerat skulle på fugle-tur med vores klasselærer. Det foregik kl. 3-4 om natten, så vi skulle få tiden til at gå indtil vi skulle afsted. I blandt mine spil lå der et med navnet: Maniac Mansion. Det blev smækket i C64´eren kl.20 om aftenen. Grafisk var dette fantastisk for sin tid, og styremetoden var meget anderledes og intuitiv i forhold til alle mine andre spil. Men som 11 årig knægt er man ikke altid verdens smarteste person. Så det tog os indtil kl. 24. før vi fandt ud af hvordan man kom ind i huset. Vi vidste ikke der lå en nøgle under måtten til huset. Spillet blev dog gennemført mange gange siden, dog ikke den nat hvor vi tog ud og så på ugler og natteskøre middelaldrende kvinder, som var forelsket i vores klasselærer.


Commodore 64 optog meget af min fritid dengang. Min far begik selvmord og jeg lukkede mig inde i min virtuelle verden. Jeg pjækkede fra skolen for at vente på postbudet, som kom med de spil jeg havde bestilt fra den Blå Avis. Jeg sad natten igennem og spillede Samantha Fox Strippoker, eller smadrede joysticks i Summer Games, Winter Games, California Games osv. Min virtuelle verden var ofte meget bedre end den virkelige verden, fordi jeg var den lille skrøbelige tynde knægt, med de store grimme briller. Jeg skjulte mig i en ridderrustning i Defender Of the Crown, i mit pirat kostume i Sid Meiers Pirates, ja jeg gemte mig væk. Min klasselærer fik mig dog ud af den lille verden jeg levede i. Han tog fat i mig, stillede mig frem til fri skue for verden. Jeg blev hans syndebuk for alt, jeg blev hans foretrukne offer. Det lyder måske hårdt, men det var det jeg havde brug for. En som styrkede mit selvværd, hev mine skjulte talenter ud af mig. Han fik den rigtige Mikael frem igen.

Men spil var stadig en vigtig del a mit liv. Så da min lillebror skulle konfirmeres, lokkede jeg ham til at købe en Amiga 500 for sine konfirmations penge. Han blev aldrig rigtig glad for den, men det gjorde jeg. Den overtog hurtig min C64´ers plads. Grafikken havdefået et spark bagi. Det lignede nu de arkade spil som jeg brugte meget tid på. Double Dragon brødrene lignede deres originaler, Toki lignede aben fra grilbaren, Operation Wolf var akkurat lige så godt som det var til den årlige ringridning i Gråsten. De bløde Floppy Disk´s var skiftet ud med mindre hårde Disketter. Men måden hvorpå man fik nye spil var den samme. Den blå avis og venner var nr. 1 kilde til nye spil.

Jeg arvede en smule penge da jeg blev 18 år i 1993. Så jeg brugte en del af dem til et kørekort, resten brugte jeg på en Amiga 1200 med printer og skanner. Det var en voldsom hård spillecomputer i sin tid. Den kunne ting som jeg længe havde drømt om. Man havde nu endelig harddisk til sine spil, og man slap for at skifte diskette 12 gange når man spillede Secret of Monkey Island 2, eller Indiana Jones and the Fate of Atlantis. Nu kunne man nyde sine favorit spil meget nemmere. Men halo.. jeg var jo lige blevet 18 år, så spilverden gled HURTIGT i baggrunden. Kvinder, druk og det vilde byliv tog over.


 
Jeg fandt dog hurtigt nogle kammerater som havde samme interesser som mig.  Vi hørte en aften om en ny maskine, som gjorde det muligt at man kunne spille Tekken derhjemme. Den skulle vi selvfølgelig prøve. Så vi lejede en Playstation på den lokale Statoil station. Vi blev sgu alle 3 smask forelskede i den maskine. Så vi gjorde det til fast tradition at vi startede alle byture med en omgang Tekken, Battle Arena Toshiden og Ridge Racer. Der skulle dog gå en del år inden jeg fik mig en selv.

Min storebror havde selvfølgelig købt en Playstation, så jeg så og spillede mange spil hos ham. Loaded, Tomb raider, Resident Evil og Final Fantasy var npgle af de mest spændende. Jeg havde i mellem tiden fået en fast kæreste. Hun opdagede hurtigt min lidenskab for spil, så hun var så sød at hun forærede mig en Playstation. Den blev brugt til at gennemføre Final Fantasy 7 på, lige inden mit liv igen ændrede sig. Jeg blev far og jeg flyttede til et nyt land.

Der havde jeg ikke noget arbejde i lang tid. Så jeg spillede meget på min Playstation. Gran Turismo var et af de spil som slugte flest timer. Men forholdet holdt ikke. Så jeg flyttede for mig selv, og fandt et nyt arbejde. Sammen med arbejdet fulgte en investering i en Playstation 2. Det var en maskine som lignede sin forgænger meget. Bare med bedre grafik og flere muligheder. Gran Turismo 3 og et rat fulgte med konsollen da jeg købte den. Men der var et spil som tog hele min fritid. Final Fantasy X.  Damn jeg brugt emange timer på at bekæmpe Sin. Det spil blev gennemført 6-10 gange. Ingen andre spil har siden klaret at fange mig så meget.

Men livet ændrer sig jo hele tiden, også mit. Jeg fandt (eller rettere sagt hun fandt mig) den perfekte dame.  Hun delte dog slet ikke min interesse for spil, slet ikke. Men det er en del af mig, så hvis hun ville have mig måtte hun acceptere det. Det gjorde hun så, fordi i dag er vi gift på 6 år og har fået 3 dejlige piger sammen. 



I dag har jeg flere forskellige konsoller derhjemme. Nintendo Wii, Nintendo DSi XL og Playstation 3 er del af hjemmet. Skal dog ærligt indrømme at det er min Playstation som er den eneste konsol jeg gider spille på. Det gør jeg ofte. Om natten når familien sover deres skønhedssøvn, ligger jeg i sengen og spiller på et 37" fladskærm. Jeg har gennemført spil som Uncharted 1+2, Oblivion, Fallout 3, inFamous 1+2 og Resident Evil 5. Alt sammen fra min dobbeltseng, med en snorkende smuk kone ved siden af mig. 

Jeg er i dag 36 år. Jeg spiller stadig spil, jeg vil altid fortsætte med det, og jeg elsker det. Jeg spiller ikke på grund af de samme ting som før. Hvor jeg før var betaget af de virtuelle handlinger man kunne foretage sig, og man kunne flygte til en anden verden hvor man ikke var så skrøbelig mere, så er det i dag helt andre ting som ligger til grund for at jeg spiller spil. I dag er det en slags afstressning, fra arbejde og andre ting. Det er undeholdning, og det er god underholdning.